Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.
Medmindre du siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie-politik.

For mere information, se vores "cookie-politik".

Du kan også klikke "ja tak til cookies" for at  acceptere vores cookie-politik.

Værd at vide om Sengeafsnit 7v

Værd at vide om Sengeafsnit 7v

  • Mobiltelefon

    Du må gerne bruge din mobiltelefon, når bare du viser hensyn. Spørg altid personalet, før du fotograferer eller filmer dem.

    Vi har tydelige skilte i de områder, hvor du skal slukke din mobil.

    Trådløst internet

    Vi tilbyder internetadgang, mens du er her. Netværket hedder "RNguest". Du kan logge på fra din computer, tablet eller telefon ved hjælp af NemID eller ved at modtage en log-in-kode på SMS.

    Du må dog ikke forvente, at personalet har mulighed for at hjælpe dig med opkoblingen.

    Du skal selvfølgelig bruge netværket med omtanke og vide, at du kan holdes personligt ansvarlig, hvis du misbruger tjenesten til ulovlige formål.

    Værdier

    Pas godt på dine værdigenstande og ejendele såsom briller, høreapparat m.v., mens du er på hospitalet.

    Lås dine værdigenstande inde i sengebordet eller skabet, så de ikke frister til tyveri eller bliver væk. Lad smykker og større pengebeløb blive hjemme eller send dem med dine pårørende hjem.

    Hospitalet har som udgangspunkt ikke erstatningspligt, hvis du mister ejendele under dit ophold.

    Rygning

    Hospitalet er røgfrit, men du må ryge på de afmærkede udendørs områder.

    Blomster

    Patienter på afsnittet må gerne have afskårne blomster, men ikke potteplanter, da jord udgør en infektionsrisiko.

    Patienter skal selv passe deres blomster.
  • Offentlig transport

    Der kører offentlig transport til og fra hospitalet. Der er stoppesteder tæt på hospitalets hovedindgange.

    Se afgangs- og ankomsttider i Rejseplanen

    Se stoppesteder ved hospitalet

    Parkering

    Kom i god tid, hvis du er i bil. Det kan være svært at finde en ledig parkeringsplads på hospitalets område, så sæt tid af til parkering.

    Patienter med gentagen eller langvarig behandling på Aalborg Universitetshospital Syd
    Som patient med gentagen eller langvarig behandling kan du parkere på grusparkeringen syd for indkørslen til P-huset, hvor der er et særligt afmærket område.

    Har du et særligt P-bevis i forruden, er det muligt at parkere der uden hensyn til tidsbegrænsningen. Du får P-beviset på den behandlende afdeling.

    Kørsel og godtgørelse

    Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for kørsel til hospitalet og selv betale kørselsudgifterne. I nogle tilfælde sørger Region Nordjylland dog for kørsel eller udbetaler kørselsgodtgørelse.

    Vil du bestille kørsel, skal du henvende dig til Kørselskontoret på tlf. 97 64 80 30.

    Vil du ansøge om kørselsgodtgørelse, skal du henvende dig på det afsnit, hvor du har modtaget behandling eller været til undersøgelse, og bede om en kørselsblanket.

    Når du har udfyldt kørselsblanketten, kan du aflevere den på afsnittet, i hospitalets Information eller sende den til Kørselskontoret:

    Region Nordjyllands Kørselskontor

    Fyrkildevej 7
    9220 Aalborg Øst
    Tlf. 97 64 80 30

    eller kk@rn.dk

    Kørselskontoret i Region Nordjylland kan oplyse, om du har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse.

  • Kiosk og køb af mad

    Du og dine gæster kan købe mad, snacks, læsestof og andre fornødenheder i kiosken eller automaterne i hospitalets forhal samt i caféen i Medicinerhuset. Kiosken tager imod Dankort og tilbyder også, at du kan hæve mindre beløb til brug i automaterne.  

    Kiosk i forhallen

    Kiosken i forhallen har åbent:

    Hverdage kl. 7.30-20.00

    Lørdag, søn- og helligdage kl. 10.30-17.00

     

    Café i Medicinerhuset

    Hverdage kl. 7.30-19.00

    Der er mulighed for at købe varm mad kl. 11.30-13.30 og kl. 17.00-18.30.

    Weekend og helligdage: kl. 9.00-14.30

    Der er mulighed for at købe varm mad kl. 11.30-13.30. 

    Menuplan

    Hospitalet tilbyder en varieret og sund kost. Vi tilbereder naturligvis maden, så den opfylder dine specifikke behov, hvis du for eksempel er diabetiker.

    Menuplan og spisetidspunkter kan du få oplyst på afsnittet.

    Mad og drikke

    Du får mad og drikke til dagens måltider og kan frit forsyne dig med vand, kaffe og te på afsnittet. 

    Medbragt mad

    Pårørende må gerne have mad med til patienter, men vi kan ikke tilbyde at opbevare det på køl.

  • Hygiejne på hospitalet

    Hjælp os med god hygiejne på hospitalet. Vær opmærksom på, at mennesker, der i forvejen er syge eller svækkede, er mere modtagelige for infektioner.

    Hjælp os derfor med at holde bakterier og virus nede på hospitalet. Det gør du for eksempel ved at vaske hænder eller bruge håndsprit, før du rører patienten eller genstande, patienten kommer i kontakt med.

    Overnatning for pårørende

    Hvis dit barn bliver indlagt, er der altid mulighed for at du kan overnatte på hospitalet. I andre tilfælde vil det også være muligt for en nær pårørende at leje et værelse.

    Værelserne er primært til brug for pårørende med stor afstand til hospitalet, eller hvor sengeafsnittet vurderer, at det er en hjælp for den indlagte at have en pårørende tæt på.

    Der er pårørendeværelser på både Aalborg Universitetshospital Nord og Syd. Hvis man ønsker et værelse, skal det aftales med plejepersonalet på det aktuelle afsnit, som booker værelset.

    Patienter og pårørende tilknyttet Aalborg Universitetshospital Syd kan kontakte Patienthotellet på tlf. 97 66 20 00 for at få oplyst pris.

    Opkald angående patienter

    Informationskæde
    Er I flere pårørende, så lav en indbyrdes aftale om, hvem af jer, der modtager information fra patienten og formidler den videre til de andre.  Hav patientens navn/CPR-nummer klar, da det er noget af det første, vi har brug for at vide.

    Tavshedspligt
    Ringer du med spørgsmål om en patient, skal du vide, at alt personale på hospitalet er underlagt sundhedsloven og dermed har tavshedspligt. Personalet kan som hovedregel kun videregive oplysninger om patientens helbred, hvis patienten har givet sit samtykke til det.

    Bærer du smitte?

    Har du en smitsom sygdom i udbrud, bør du vente med at besøge indlagte, svagelige patienter, indtil du er symptomfri.

    Er du i tvivl, så ring og få rådgivning fra afsnittet, før du møder op.

    Er du pårørende til en isoleret patient?

    Besøgende til isolerede patienter betragtes som isolerede sammen med patienten.

    Det betyder, at du som besøgende kun må opholde dig i isolationsenheden. Du må ikke benytte afsnittets fælles faciliteter eller besøge andre patienter, og du skal huske at vaske hænder eller spritte dem af, før du forlader isolationsstuen.

    Besøgstid

    Vi har fri besøgstid.

    Det vil sige, at du som pårørende må være til stede på alle de tidspunkter, hvor patienten har brug for det.

    Vis dog altid hensyn og vær parat til at forlade patientens stue, når vi udfører plejeopgaver, eller hvis der skal tages andre særlige hensyn på stuen.

    Blomster

    Patienter på afsnittet må gerne have afskårne blomster, men ikke potteplanter, da jord udgør en infektionsrisiko.

    Patienter skal selv passe deres blomster.

    Mad og drikke

    Vi kan ikke tilbyde forplejning til pårørende. Du er dog velkommen til at tage mad og drikke med hjemmefra eller købe det i hospitalets kiosk, cafe og automat.

    Som pårørende ser vi helst, at du indtager måltider i afsnittets opholdsrum – ikke på patientens stue – af hensyn til hygiejnen.

    Medbragt mad

    Pårørende må gerne have mad med til patienter, men vi kan ikke tilbyde at opbevare det på køl.

  • Modtagelse på afsnittet

    Når du har meldt din ankomst i afsnittet, vil personalet på afsnittet tage imod dig og vise dig den stue, som du bliver tilknyttet.

    ID-armbånd

    Personalet giver dig et identifikationsarmbånd på, som indeholder dit navn og cpr-nummer.

    Armbåndet er en vigtig del af patientsikkerheden, og du skal beholde det på under hele din indlæggelse.

    Hjælpemidler

    Hjælpemidler kan mod kvittering lånes gennem hospitalets fysioterapeuter og ergoterapeuter og bedes returneret til det Centrale Hjælpemiddeldepot.

    Hjælpemidler udlånes kun til midlertidig brug, og du skal derfor enten være indlagt på hospitalet, gå til ambulant behandling eller være henvist til hospitalet med henblik på behandling for at kunne låne hjælpemidler.

    Patienthotel

    Aalborg Universitetshospital har et patienthotel, som kan benyttes af særlige patientgrupper og deres pårørende. 

    Patienthotellet er for patienter med behov for daglig kontrol og behandling på stamafsnittet, patienter med lang eller besværlig vej mellem hjem og sygehus samt patienter der skal til behandling samme dag som indlæggelsen.

    Booking af værelse foregår altid gennem det afsnit, du er tilknyttet. 

    Hospitalstøj

    Det er ikke givet, at du på indlæggelsesdagen skal klæde om til hospitalstøj. Det er kun nødvendigt, hvis du skal til en behandling, som kræver sterile forhold, eller der er andre grunde til, at det er hensigtsmæssigt under behandlingen.

    Tag behageligt tøj på hjemmefra, som du kan slappe af i.

    Enestuer og flersengsstuer

    Sengeafsnittet består 12 sengestuer med plads til 2 patienter. Dog kan der  være isolationer i afdelingen, og derfor kun en patient på stue.
    Som udgangspunkt kan du derfor forvente  til at dele stue med andre patienter.

    Sengestuerne er indrettet sådan, at du kan trække et forhæng omkring din seng, hvis du har behov for det.

    Ventetid

    Vi planlægger dagens gang løbende, og opstår der ventetid, gør vi vores bedste for at informere dig om, hvornår vi forventer, at det bliver din tur. Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med, så du er forberedt.

  • Tag aktiv del

    Vores mål er, at du under hele dit forløb får den information, du har brug for. Du er desuden altid velkommen til at spørge.

    Vi opfordrer dig også til, at du selv sætter dig ind i, hvad du fejler og hvad din behandling omfatter.

    Når du selv er aktiv, opmærksom og stiller spørgsmål, er der mindre risiko for fejl, og vi får i fællesskab det bedste resultat af behandlingen.

    Medbragt medicin

    Vi har brug for at vide besked om al slags medicin, du tager, så vi kan tage højde for det i vores behandling af dig.

    Fortæl os, om du selv har medbragt medicin, og gør os opmærksomme på, hvis du plejer at få dosispakket medicin.

    Vi aftaler med dig, hvordan medicinen skal opbevares, mens du er på hospitalet.

    God hygiejne

    Vask hænder eller brug håndsprit. God håndhygiejne holder bakterier og virus nede på hospitalet. Det er vigtigt, fordi mennesker, der i forvejen er syge eller svækkede, er mere modtagelige for infektioner.

    Derfor skal du vaske hænder eller bruge håndsprit. Det gælder især, når du har nyst, hostet eller pudset næse, før du rører mad og drikkevarer, og når du har været på toilettet.

    Fortæl os, hvis du forlader afsnittet

    Du må gerne forlade afsnittet for at gå i kiosk, automat, ud at trække frisk luft eller andet.

    Giv os besked, hvis du går. Så kan vi nå at sige til, hvis det passer dårligt i forhold til dagsplanen for de ting, der skal ske i forbindelse med din behandling eller indlæggelse. Det kan for eksempel være blodprøver, træning eller samtaler med behandlere.

    Når du får besøg

    Deler du sengestue med andre, så vis hensyn til dine medpatienter, når du får besøg.

    Har du flere besøgende på en gang, skal besøget foregå i opholdsrummet.

  • Faciliteter på hospitalet

    På hospitalet har vi en række faciliteter, du som patient kan benytte dig af. Det omfatter bl.a. følgende:

    • Patienthotel
    • Frivillige
    • SundInfo
    • Bogtilbud
    • Patient-til-patient rådgivning

    Opholdsstue

    I opholdsstuen er der et fjernsyn, spil og bøger, du frit kan benytte. Husk at vise hensyn til de andre patienter, der benytter opholdsstuen.

    Deler du sengestue med andre, anbefaler vi, at du benytter opholdsstuen, hvis du får besøg af flere gæster på en gang.

    Legerum

    I opholdsstuen er der lidt legetøj, som frit kan benyttes. Legetøjet må dog ikke medbringes på stuerne.

  • Sundhedsfaglig kontaktperson

    Under dit behandlingsforløb er du tilknyttet et behandlerteam, og får en kontaktperson i teamet. Kontaktpersonen er – sammen med sine kolleger i teamet – ansvarlige for koordinering af dit forløb.

    Din kontaktperson har dog en særlig rolle i forhold til at informere og vejlede dig om forløb og behandling, kontakte andre afsnit og fagpersoner og besvare dine spørgsmål.

    Derfor er du altid velkommen til at henvende dig hos din kontaktperson. Er kontaktpersonen ikke til stede, træder en anden fra dit behandlerteam til.

    Socialrådgiver

    Hvis din sygdom medfører ændringer i din sociale situation, kan plejepersonalet formidle kontakt til en socialrådgiver. 

    Socialrådgiveren kan besvare spørgsmål om orlov, sygedagpenge, pension, erstatning eller andre sociale rettigheder og muligheder.

    Se mere info om ressourcepersoner

    Præst, sundhedsfaglig kontaktperson, diætist, tolk mm

    Under din indlæggelse har du mulighed for at få hjælp fra en række ressourcepersoner. Det kan f.eks. være:

    • Socialrådgiver
    • Hospitalspræst
    • Sundhedsfaglig kontaktperson
    • Diætist
    • Patient-til-patient-rådgiver
    • Frivillige
    • Tolke

    Hjælpen kan dog variere alt efter din pågældende situation og den hospitals-adresse, som du er indlagt på.

    Se mere info om ressourcepersoner

  • Dine rettigheder som patient

    Som patient i sundhedsvæsenet har du en række rettigheder, som bl.a. er fastlagt i Sundhedsloven.

    Dine rettigheder omfatter bl.a. ret til hurtig udredning, frit sygehusvalg og udvidet frit sygehusvalg, at søge om behandling i udlandet, aktindsigt, information og samtykke, muligheder for at klage samt at søge erstatning.

    Patientkontoret

    Brug Patientkontoret som guide.

    Patientkontoret kan vejlede dig om dine rettigheder og muligheder, og kan også rådgive og hjælpe dig, hvis du vil klage, søge erstatning eller på anden måde indberette oplevelser på hospitalet.

  • Besøgstid

    Vi har fri besøgstid.

    Det vil sige, at du som pårørende må være til stede på alle de tidspunkter, hvor patienten har brug for det.

    Vis dog altid hensyn og vær parat til at forlade patientens stue, når vi udfører plejeopgaver, eller hvis der skal tages andre særlige hensyn på stuen.

    Spisetider

    Morgenmad kl. 8.00-9.00

    Drikkevogn stilles frem kl. 11.00

    Frokost kl. 12.00-13.00

    Eftermiddagskaffe kl. 15.00

    Aftensmad kl. 17.15-18.00

    Aftenskaffe kl. 21.00

    Stuegang

    Stuegang begynder ca.  kl. 9.15. Ved stuegang deler behandlerteamet information indbyrdes om, hvordan det går med din behandling.

    Ønsker du en samtale med lægen evt. sammen med pårørende, så sig det til din sygeplejerske. Samtalen vil ikke foregå ved stuegang, men planlægges til et andet tidspunkt.

  • Ris og ros

    Vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Derfor er det vigtigt, at vi både hører om det, vi gør godt, og det vi kunne have gjort bedre.

    Giv udtryk for det, mens du er hos os på hospitalet eller kontakt os bagefter. Skriv direkte til ledelsen på afsnittet: haematologi@rn.dk til hospitalsledelsen: hospitalsledelsen@rn.dk.

    Desuden er der opsat en postkasse i opholdsstuen til ris/ros og diverse forslag.

Undersøgelser og behandlinger

Se vores pjecer om de undersøgelser og behandlinger, vi foretager i Hæmatologisk Afdeling.

Se pjecer