Ph.d.-forsvar ved Mona Kyndi Pedersen

Torsdag den 1. september forsvarer sygeplejerske Mona Kyndi Pedersen, Klinik Medicin, sin ph.d.-afhandling om ældre personers risiko for hospitalsgenindlæggelser. 

Hospitalsgenindlæggelser blandt ældre personer over 65 år er hyppigt forekommende og betragtes som noget, der påvirker sundhed og velvære i negativ grad. 

På trods af hyppigheden har kun få studier undersøgt, hvilke omstændigheder og hændelser, der fører til genindlæggelse ud fra den ældre persons perspektiv. Men med en større forståelse vil man i højere grad være i stand til at identificere de ældre personer, som er i størst risiko for genindlæggelse og forbedre vilkårene for sundhed og trivsel blandt denne patientgruppe.

Mona Kyndi Pedersens afhandling anvender en mixed methods-tilgang og kombinerer kvantitative og kvalitative data til at udforske og identificere risikofaktorer og prædiktorer for hospitalsgenindlæggelse. 

Afhandlingen giver en indsigt i det mangesidede og komplekse mønster af patienternes individuelle formåen og determinanter i sundhedssystemet, som er forbundet med hospitalsgenindlæggelserne. Afhandlingen afdækker desuden, hvordan disse determinanter for genindlæggelse interagerer og dermed udgør betingelserne for pleje og behandling af den ældre person.

For at forbedre vilkårene for sundhed og trivsel blandt ældre, er der behov for at undersøge effekten af nuværende praksis og de organisatoriske determinanter inden for sundhedssektoren.

Ph.d.-forsvaret finder sted torsdag den 1. september kl. 13.00 i auditoriet, Aalborg Universitetshospital Syd. Alle interesserede er velkommen. Efterfølgende vil Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital være vært ved en reception.




Opdateret