Forventningerne er i top til nyt universitetshospital i Aalborg

Den 1. januar 2013 fik landsdelen sit eget universitetshospital med base i Aalborg.

Universitetshospitalet bliver mødt med høje forventninger fra alle sider. Nu skal Nordjylland for alvor være kendt for lægeuddannelse og klinisk forskning. 

Den 1. januar 2013 blev Aalborg Universitetshospital en realitet. 

Det nye universitetshospital er opstået som et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Region Nordjylland, og det omfatter de to sygehuse i regionen, der indtil nu har gået under betegnelsen Aalborg Sygehus og Aalborg Psykiatriske Sygehus. 

- De to sygehuse har i en årrække været en del af Aarhus Universitetshospital, så på den måde ved vi godt hvad det handler om. De to sygehuse er vant til at leve op til de højeste faglige standarder og have lægestuderende på gangene. Men alligevel bliver det noget helt nyt og anderledes. Vi bliver jo ikke bare en kopi af noget eksisterende, men noget helt nyt med vores eget bud på, hvordan et universitetshospital skal være, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland. 

Også fra Aalborg Universitet er forventningerne høje. 

Universitetet er kommet godt i gang med lægeuddannelsen, som oplever stor søgning, og med det nye samarbejde om universitetshospitalet, er rammerne for alvor på plads. 

- Nu kan vi begynde at uddanne vores dygtige studerende i et tæt samarbejde mellem universitetet og hverdagen ude blandt patienterne. Netop det at være tæt på virkeligheden har jo altid været en del af Aalborg Universitets særkende, så på den måde passer universitetshospitalet meget fint ind i vores ”ånd”. Og allerede nu har vi en lægeuddannelse, som oplever meget stor søgning, siger Finn Kjærsdam, rektor for Aalborg Universitet. 

Både Ulla Astman og Finn Kjærsdam er sikre på, at universitetshospitalet ikke blot vil give det nordjyske sundhedsvæsen og det nordjyske universitet et gevaldigt pift. 

Det vil også medvirke til at skabe vækst og udvikling i landsdelen. 

- Vi vil arbejde meget målrettet på at skabe et tæt samarbejde om forskning og uddannelse, så det bliver svært at se, hvor universitetet stopper og hospitalet begynder. Både hvad angår bygninger og den måde, som vi organiserer os på. Vi tror på, at det tætte samarbejde vil give os muligheder for at skabe nye læger og nye forskningsresultater, som også kan være med til at skabe arbejdspladser og vækst. Og ikke mindst bedre behandling til patienterne. 

Det øgede fokus på forskning sikrer, at Aalborg Universitetshospital også i fremtiden kan tilbyde patienterne den bedste behandling. Desuden er det håbet, at universitetshospitalet vil gøre det lettere at tiltrække læger til landsdelen. 

- Forskning bliver en fuldt integreret del af det daglige arbejde på alle afdelinger. Det betyder, at vi konstant kan optimere vores diagnostik, behandling og pleje til gavn for patienterne. Samtidig gør forskning hospitalet til en attraktiv arbejdsplads for dygtige og ambitiøse kolleger, hvor vi inden for alle specialer kan tilbyde et højt fagligt niveau, siger forskningschef ved Aalborg Universitetshospital og leder af Klinisk Institut, Lars Hvilsted Rasmussen. 

Selve markeringen af universitetshospitalet foregår på både sygehusene og på universitetet og sker ved, at ledelse og medarbejdere i begyndelsen af januar sammen hilser nytåret og universitetshospitalet velkommen. 

Fakta om Aalborg Universitetshospital

  • Aalborg Sygehus har skiftet navn til ”Aalborg Universitetshospital” 
  • Aalborg Psykiatriske Sygehus har skiftet navn til ”Aalborg Universitetshospital – Psykiatrien” 
  • Klinisk Institut bliver etableret som et nyt institut under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet 
  • Klinisk Institut får fysisk til huse på Aalborg Universitetshospital 
  • Lederen af Klinisk Institut er også forskningschef i regionen og på universitetshospitalet 
  • De første læger vil være færdiguddannet fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital i sommeren 2016. 

Tal om Klinisk Institut på Aalborg Universitetshospital

  • Der vil være en ”bestand” på 50 studerende om året (dvs. 150 i alt når alle tre årgange er i gang med den lægevidenskabelige kandidat). Der er et nyt indtag på 50 studerende til lægeuddannelsen hver den 1. september. 
  • Klinisk Institut kommer til at bestå af Lars Hvilsted Rasmussen som leder, en lille administration samt en større gruppe videnskabelige medarbejdere. Per 1/1 2013 vil der være ca. 40-50 ansatte i alt, og dette antal vil stige støt, så der ved indgangen til 2014 forventeligt er omkring 150 personer. 

Kontaktpersoner

Regionsrådsformand Ulla Astman, Region Nordjylland
Telefon 97 64 80 00, mail ullaa@rn.dk

Rektor Finn Kjærsdam, Aalborg Universitet
Telefon 99 40 99 40

Institutleder og forskningschef Lars Hvilsted Rasmussen
Telefon 99 32 68 62, mail lhr@rn.dk.

Opdateret