Nyt samarbejde mellem Aalborg Universitetshospital og Røde Kors

Fra 1. januar 2013 overgik 60 frivillige på Aalborg Universitetshospital til Røde Kors. Det nye samarbejde betyder, at en del af de frivillige fremover udvælges og uddannes af Røde Kors Aalborg. Dermed får hospitalet gavn af Røde Kors’ store erfaring inden for frivillig-området.

Aalborg Universitetshospital har siden år 2000 selv stået for driften af frivillige på hospitalet, kaldet Frivilligkorpset. I 2012 blev det besluttet, at en del af Frivilligkorpset skulle overgå til Røde Kors i Aalborg, heriblandt frivillige i forhallerne, frivillige der går med bogvognene samt den tværgående besøgstjeneste. Aalborg Universitetshospital fastholder fortsat selv ansvaret for de frivillige, der er tilknyttet sengeafdelingerne. 

Vil nyde godt af Røde Kors’ erfaring på frivillig-området

Sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital Lisbeth Kjær Lagoni ser frem til samarbejdet med Røde Kors. 

- På Aalborg Universitetshospital er vi glade for, at Røde Kors har indvilliget i at indgå samarbejde. Fordelen ved dette samarbejde er muligheden for at styrke ledelsen af de frivillige, samt potentialet i et tættere samarbejde hvor de frivillige og Aalborg Universitetshospital kan nyde godt af Røde Kors’ erfaringer inden for frivillig-området. Røde Kors er den organisation i Nordjylland, der har den største erfaring med frivillige, også når det gælder hospitaler. 

Patienter vil forsat opleve den gode støtte i dagligdagen

Røde Kors Aalborg har, ifølge formand, Tom Christensen, ligeledes positive forventninger til samarbejdet. 

- Vi i Røde Kors er glade og beærede over, at Aalborg Universitetshospital henvendte sig til Røde Kors med henblik på samarbejde. Vi håber, at de velfungerende frivillige vil finde sig til rette i Røde Kors Aalborg, og at patienterne fortsat vil opleve den gode støtte i dagligdagen. 

Samarbejdet med Røde Kors vil give Aalborg Universitetshospital flere kompetencer indenfor frivilligverdenen, men patienter og personale vil ikke mærke de store ændringer i dagligdagen. Visuelt vil de 60 frivillige bære nye navneskilte, hvoraf det fremgår, at de kommer fra Røde Kors. 

Samarbejdsaftalen, der er indgået mellem Aalborg Universitetshospital og Røde Kors, kan ses på her på hjemmesiden. 

Kontaktpersoner

Sygeplejefaglig direktør Lisbeth Kjær Lagoni, tlf. 99 32 20 40, l.lagoni@rn.dk 

Formand Dansk Røde Kors Aalborg Tom Christensen, tlf. 98 15 98 97, formand@drk-aalborg.dk

Opdateret