Tove Nilsson Prisen 2016 til to lægelige ildsjæle

Tove Nilsson Prisen 2016 er tildelt neurolog Lorenz Oppel og forsker Stine Linding Andersen.


Forhenværende cheflæge Tove Nilsson mellem årets to modtagere af Tove Nilsson Prisen på Aalborg Universitetshospital. Læge, ph.d. Stine Linding Andersen modtog forskerprisen og overlæge Lorenz Oppel modtog uddannelsesprisen. Tove Nilsson Prisen gives til lægelige ildsjæle, der har gjort en særlig indsats inden for uddannelse eller forskning på Aalborg Universitetshospital. Foto: Fotograf Lasse Høj Nielsen, Kommunikation, Aalborg Universitetshospital.

Forhenværende cheflæge lægger navn til prisen

Tove Nilsson-prisen 2016 er tildelt to lægelige ildsjæle på Aalborg Universitetshospital. Prisen – som er delt i to: uddannelse og forskning - gik i år til overlæge Lorenz Oppel fra Neurologisk Afdeling og læge, ph.d. Stine Linding Andersen, som er i hoveduddannelse som læge i Klinisk Biokemisk Afdeling og tilknyttet forskning i Endokrinologisk Afdeling.

Tove Nilsson Prisen blev uddelt på Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospitals temamøde om postgraduat uddannelse onsdag den 26. oktober. Det var hospitalets forhenværende cheflæge Tove Nilsson, der selv overrakte prisen, der er indstiftet i hendes navn. Det er 6. gang, prisen uddeles. 

- Lorenz Oppel er helt enestående engageret i, at uddannelsen skal have højest prioritet i afdelingen. Han sikrer, at enhver situation i klinikken og ved konferencerne bliver udnyttet til læring, sagde Tove Nilsson blandt andet i sin tale til prismodtageren.

Stine Linding Andersen har blandt andet gjort sig bemærket på grund af sin forskning inden for jodmangel og stofskiftesygdom hos gravide og ammende kvinder.

- Dine forskningsresultater har været medvirkende til blandt andet revidering af de amerikanske guidelines for behandling af gravide med for højt stofskifte, sagde Tove Nilsson til prismodtageren.

Yderligere informationer

Tove Nilsson Prisen uddeles en gang årligt til en eller flere lægelige ildsjæle, der har gjort en særlig indsats inden for inden for uddannelse og forskning på Aalborg Universitetshospital.

Hver pris er på 25.000 kr. og gives til dygtiggørelse inden for hhv. forsknings- og uddannelsesområderne.

Prisen blev indstiftet den 10. juni 2010 i forbindelse med Tove Nilssons fratrædelse af stillingen som cheflæge.

Tove Nilsson Prisen er etableret af Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospital med støtte fra Det Obelske Familiefond og uddeles af fondsbestyrelsen.



Opdateret