Regionen indkalder kvinder der har ventet for længe på mammografi-screening

Region Nordjylland har fundet ud af, at en række kvinder i alderen 50-69 år ikke er blevet indkaldt tids nok til de regelmæssige mammografiscreeninger, som skal forebygge brystkræft. Derfor indkalder regionen nu de kvinder, som er forsinket.

Region Nordjylland har siden 2006 screenet nordjyske kvinder i alderen 50-69 år for brystkræft. Kvinderne screenes i gentagne ”runder” med cirka to års mellemrum. 

Regionen har via en intern undersøgelse fundet ud af, at en række kvinder ikke er blevet indkaldt i rette tid. Ifølge regionens tal drejer det sig om 2.153 kvinder.

- Vi kan se, at en række kvinder har ventet for længe. For nogle af dem er der en god grund. At de enten er i et behandlingsforløb, eller at de af andre årsager ikke skal undersøges. 

- Men vi har konstateret, at 2.153 kvinder i denne runde ikke er indkaldt inden for tidsgrænsen. Det svarer samlet set til cirka tre procent af det samlede antal kvinder, der i løbet af en runde skal screenes på de tre nordjyske screeningsenheder, siger billeddiagnostisk specialeleder Peter B. Lasborg, der repræsenterer regionens screeningsenhed i Hjørring. 

Regionen retter nu fuldt fokus mod at sikre, at de berørte kvinder får muligheden for at blive screenet. 

- Vi tager initiativ til at indkalde de forsinkede kvinder, så de kan blive screenet så hurtigt som muligt. En del af kvinderne vil blive indkaldt før sommerferien og andre lige efter sommerferien. Det vil betyde, at andre kvinder får udskudt deres tid, men disse vil alle blive screenet inden for tidsfristen, siger Peter B. Lasborg. 

Årsagen til, at de 2.153 kvinder ikke er blevet indkaldt rettidigt, er regionen netop nu ved at afdække i detaljer. 

- Vi blev i marts 2014 opmærksom på en uhensigtsmæssighed i det IT-program, som vi benytter til automatiske indkaldelser. Den har vi sammen med leverandøren arbejdet intensivt på at rette til, og vi har siden onsdag i sidste uge kørt med en ny og forbedret udgave af programmet. 

- Men for at være 100 procent sikre på, at alle i fremtiden bliver indkaldt rettidigt, er vi nødt til at have mere præcis viden om, hvad det er, som ligger bag. Så vi har stadig et stykke analysearbejde foran os sammen med det kliniske personale. Her skal vi ind og kigge på hver enkelt af de 2.153 sager, siger kontorchef Lone K Thiel fra regionens IT-afdeling. 

Regionen venter at have en samlet redegørelse klar i løbet af den kommende uge. 

- Kvinderne behøver, som hidtil, kun gøre noget, hvis de selv opdager symptomer på, at noget er galt. Så skal man kontakte sin egen læge. I screeningsprogrammet har vi en præcis fortegnelse over alle dem, som har ventet for længe. Så de behøver ikke selv at foretage sig noget for at blive screenet. Det skal vi nok klare, siger Peter B. Lasborg. 

Hvert år screenes i Region Nordjylland op imod 30.000 kvinder. Det svarer til over 600 screeninger om ugen i gennemsnit. 

Fakta

  • Ifølge de nationale retningslinjer bør kvinderne screenes med intervaller på højst 2 år og 3 måneder 
  • Der er 3 screeningsenheder i Region Nordjylland: Aalborg, Hjørring og Thisted 
  • Screeningsenhederne har siden 2006 gennemført cirka 193.000 screeninger 
  • Screeningsenhederne er nu i gang med 4. runde af screeninger 
  • Der blev i 2013 gennemført cirka 27.000 screeninger 
  • Dataudtræk viser, at 2.153 kvinder ikke er blevet tilbudt screening rettidigt (tallet kan indeholde en del kvinder, som af forskellige årsager ikke skal tilbydes screening) 
  • Op imod 20-25 procent af målgruppen på de 50-69-årige fravælger af forskellige årsager at tage imod tilbuddet om screening

Opdateret