Smarte bokse holder styr på tingene

Små bokse, der kan hænge på patientsengen, skal hjælpe med at passe på patienters høreapparater og andre personlige ejendele under transport og ophold på sengestuer. Boksene testes i udvalgte afsnit i løbet af de næste 6 måneder.


Den praktiske HangOn​ Box. Foto Lasse Høj Nielsen, Kommunikation.

Opbevaringsløsningen er én af de mange idéer, som Idéklinikken har modtaget fra Regionens medarbejdere. Sammen med en lokal producent og Jura og Forsikring har Idéklinikken arbejdet videre med udviklingen af to smarte bokse, som nu afprøves på hospitalet:

- Det er desværre et velkendt problem, at patienternes små personlige ejendele som ure, smykker, mobiltelefoner, tandproteser og høreapparater ikke kommer med, når sengeliggende patienter flyttes mellem afsnit, eller forsvinder sammen med vasketøjet. Det forsøger vi at gøre noget ved med disse smarte opbevaringsbokse, fortæller projektleder i Idéklinikken Pernille Woller Jensen.

Boksene er en del af en serie af forskelligt tilbehør, der kan hænges på sengehesten og -gavlen. Den største, kaldet HangOn Box, kan udover patienternes personlige ejendele også fungere som en praktisk holder til journalpapirer og lignende, der skal med, når patienten transporteres rundt på hospitalet. Den mindre og farvestrålende gule HangOn Ears er beregnet til høreapparater.

- Det er en simpel løsning, som vi forventer os meget af. Udover at det er rigtig ærgerligt for patienterne at miste et sæt høreapparater og personalet bruger meget tid på at lede efter dem og efterfølgende udfylde skadesanmeldelse resulterer det for Regionen også i nogle bekostelige forsikringssager. Endvidere tjener den gule farve på HangOn Ears-boksen som et klart signal til sundhedspersonalet om, at patienten er hørehæmmet og med boksene kan patienten have sine ejendele i umiddelbar nærhed hele tiden, siger Pernille Woller Jensen.


Den iøjnefaldende HangOn Ears til opbevaring af høreapparater. Foto Lasse Høj Nielsen, Kommunikation.

I pilottesten, som kører fra 1. februar til udgangen af juli, bliver begge opbevaringsbokse udleveret i Akutmodtagelsen efter behov, og de skal derfra følge med patienten rundt på hospitalet, hovedsageligt til AMA, Lungemedicinsk Sengeafsnit 6V og Sengeafsnit for mave- og tarmkirurgi A1.

Når opbevaringsboksene er rengjort på afsnittene efter brug, indsamles de af portørerne på deres iltture og leveres tilbage til et fjernlager på AMA. Skulle du møde en vildfaren HangOn Box eller HangOn Ears på din vej, må du meget gerne levere den tilbage til AMA.

Har du spørgsmål til projektet, så kontakt projektleder Pernille Woller Jensen fra Idéklinikken på pernille.j@rn.dk eller tlf. 66 309. Hvis du ønsker at vide mere om de to holdere eller HangOn-​serien, som de er en del af, se http://www.scan-med.dk/hangon-produkter.aspx

Opdateret