Hjertecenter har 10.000 hjerters jubilæum

Kirurgerne på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling har netop foretaget hjerteoperation nr. 10.000. Milepælen er nået med et lille antal meget erfarne kirurger, hvilket har medvirket til, at hjertecentret har meget høj kvalitet i sine behandlinger.

Milepæl for hjerte-lungekirurgien

På Aalborg Universitetshospital var man med fra starten, da moderne hjertekirurgi i 1970’erne havde sin begyndelse i Danmark. Således blev den anden bypassoperation i Danmark udført her, og i de kommende år blev specialet gradvist udviklet, ligesom den teknologiske udvikling har været markant. Hjertekirurgi kan i dag i de fleste tilfælde kan udføres med meget lille risiko og tilbydes langt flere patienter. 

Efter en pause på nogle år blev hjertekirurgien genoptaget for godt 20 år siden på Aalborg Universitetshospital, og afdelingen er i dag en ud af fire afdelinger i Danmark, hvor hjertekirurgi udføres. 

- At vi nu har opereret 10.000 hjerter er en milepæl for hjerte-lungekirurgien i Region Nordjylland. Tallet er opnået på godt 20 år. Sammenlignet med Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital foretager vi færre hjerteoperationer – ca. 400-500 om året – men vi er færre kirurger og dem, vi har, har været her i mange år, så hver enkelt har meget stor rutine i at foretage disse store komplicerede åbne operationer af hjertet, siger ledende overlæge Jens Grønlund, Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling. 

Opereret uden brug af hjerte-lungemaskine

Patienten, der lagde hjerte til jubilæumsoperation, fik foretaget en akut by-pass-operation. Operationen gik planmæssigt, og patienten har det godt efter omstændighederne. 

- Netop by-pass-operationer er den operationstype, der udføres flest af. Ved en by-pass-operation laves nye kranspulsårer således, at blodforsyningen til selve hjertet forbedres. Operationen udføres i de fleste tilfælde på den måde, at der tilkobles en hjerte-lunge-maskine, som holder kredsløbet i gang, mens hjertet standses. I særlige tilfælde er det dog muligt at foretage by-pass operationen uden at standse hjertet. En teknik der er udviklet de senere år. Patient nr. 10.000 blev således opereret uden brug af hjerte-lungemaskine, fortæller Jens Grønlund. 

Yderligere informationer

Speciallæger med stor rutine

Hjertecenteret på Aalborg Universitetshospital består af seks hjerte-lungekirurgiske overlæger, hvoraf de fire mest erfarne alle har mange års speciallægeerfaring. Der er altid en af disse firehjertekirurger på vagt døgnet rundt hele året. 

På Hjertecenteret laver man såvel akutte som planlagte hjerteoperationer, f. eks bypassoperationer, hjerteklapoperationer og operationer på hovedpulsåren i brystkassen. Der udføres også mange lungeoperationer og operationer på spiserøret og afdelingen deltager også i behandling af svært kvæstede, når der er skader på brystkassen. 

Der er stor fokus på, at kvaliteten lever op til forventningerne både nationalt og internationalt, og der er løbende kontrol med at afdelingen lever op til dette. Kvalitetsdata indrapporteres til en fælles national database, og kvaliteten har således i en lang årrække været på højde med de øvrige centre, når man ser på overlevelsestal og komplikationer. 

Hjertecentret har et tæt samarbejde med Aarhus Universitetshospital, Skejby, hvor flere af lægerne har fået en del af deres uddannelse. 

Særlig ekspertise inden for behandling af nedkølede patienter

Afdelingen har et team af eksperter, der med kort varsel kan rykke ud til hele landet. Der er reddet mange liv med denne metode. 

10.000 hjerters jubilæet planlægges markeret ved et lægefagligt symposium senere på året.

Opdateret