Ledende overlæger rekrutteret i Himmerland

Stillingerne som ledende overlæger i Hobro og Farsø er nu besatte. Dermed bliver det muligt at skærpe profilen på begge matrikler og forhåbentlig rekruttere yderligere læger til Himmerland.

Med ansættelsen af Gunnar Lauge Nielsen og Jette Bertelsen som ledende overlæger på matriklerne i henholdsvis Farsø og Hobro har Aalborg Universitetshospital taget det første skridt på vejen mod at skabe nogle faglige miljøer, der kan gøre det nemmere at rekruttere læger.

Netop rekrutteringsudfordringen var en af de tungtvejende grunde til, at regionsrådet i maj besluttede at lægge Aalborg Universitetshospital og det nu tidligere Sygehus Himmerland sammen.

»Jeg er rigtig glad for, at vi har fået nogle særdeles kompetente kræfter på plads i Hobro og Farsø. Det er godt både for borgerne i Himmerland og for vores ledelsesstruktur internt på hospitalet,« siger lægefaglig direktør Morten Noreng.

Med det sidste mener han, at både Hobro og Farsø nu får en stemme i den udvidede klinikledelse i Klinik Medicin, ligesom man lokalt får en person, der ”har kasketten på” og kan være med til at skærpe profilen både indadtil og udadtil.

Det medicinske speciale bliver styrket
Begge de nyansatte ledende overlæger er fundet i egne rækker.

Gunnar Lauge Nielsen har i en årrække tegnet det medicinske speciale i Farsø, mens Jette Bertelsen kom til Hobro den 1. maj – altså samme dag som Sygehus Himmerland og Aalborg UH blev lagt sammen. Hun kom fra en stilling som specialeansvarlig overlæge i kardiologi ved Regionshospitalet Randers.

»Det er en stor styrkelse af den lokale profil i Himmerland, men det er også en styrkelse af hele det medicinske speciale, hvor vi nu får god mulighed for at opdyrke den interne medicin. Det glæder mig meget, at vi nu har fået ansat to dygtige personer, der kan stå i spidsen for udviklingen af specialet i Hobro og Farsø,« siger klinikchef Lene Birket-Smith fra Klinik Medicin.

Klinikchef i Klinik Medicin, Lene Birket-Smith, flankeret af Jette Bertelsen, der skal være ledende overlæge for medicin i Hobro, og Gunnar Lauge Nielsen, der har fået opgaven i Farsø.

Klinikchef i Klinik Medicin, Lene Birket-Smith, flankeret af Jette Bertelsen,
der skal være ledende overlæge for medicin i Hobro, og
Gunnar Lauge Nielsen, der har fået opgaven i Farsø.
Foto: Line Bloch Klostergaard, Foto/AV




Opdateret