Brugen af øjenfotos i stor stigning - kan afsløre sygdomme på tidligt stadie

Som den første i Danmark samler Øjenafdelingen på Aalborg Sygehus den 10. og 11. maj øjenfotograferne fra landets hospitaler og øjenklinikker til et stort fotosymposium på Comwell Rebild Bakker. Formålet er dele viden og skabe netværk til udvikling af øjenfotografering.

Mange sygdomme kan ses i øjet

Fotografering af patienternes øjne er nemlig en vigtig faktor i diagnosticering og behandling af mange sygdomme – og det er noget, der er i voldsom stigning. Alene på Aalborg Sygehus er antallet af fotografiske undersøgelser steget fra 3.609 i 2006 til 17.398 i 2011. 

- Et øjenfotografi er ikke ”bare” et foto af et øje. De apparater, vi har i dag, kan tage supernære fotos af blodkar og atypiske områder i alle dele af øjet. Mange sygdomme kan se i øjet: Selvfølgelig øjensygdomme, men også sukkersyge (diabetes), forhøjet blodtryk, nyresygdomme og svulster i hjernen kan ses i øjet meget tidligt i sygdomsforløbet. Ved at de fotograferende personale mødes og deler viden og erfaringer, vil man blive endnu bedre til at udnytte de muligheder, der er ved øjenfotografering til gavn for patienterne, siger ledende overlæge Kirsten Lau Baggesen, Øjenafdelingen. 

Billeder er hjælp til diagnosticering og dokumentation

På sygehusene er øjenfotograferingen i vækst. Det skyldes dels, at kvaliteten af billederne er blevet så høj, at man kan bruge billederne til at hjælpe med diagnoserne og dels, at der kræves fotodokumentation for flere af behandlingerne. 

AMD(Aldersrelateret Macula Degeneration) - alderspletter på nethinden - er en af de øjensygdomme, hvor der tages mange fotos. Tidlig opdagelse og diagnosticering har stor betydning for behandlingen, der skal iværksættes tidligt for at give de bedste resultater. Og det er øjenfotografierne med til at understøtte. 

Fra sidemandsoplæring til professionalisering

- Øjenfotografering er en særlig uddannelse i USA og flere andre lande. Men herhjemme er vi ikke engang alle sammen uddannede fotografer. Det har været ”learning by doing” og sidemandsoplæring fra de få uddannede hospitalsfotografer til de andre faggrupper, f.eks. lægesekretærer og sygeplejersker indtil nu. Men med symposiet regner vi med at for alvor at få begyndt at systematisere og professionalisere dette diagnostiske værktøj, siger fotograf Anita I. Kristensen.

Hun og det øvrige fotograferende personale har taget initiativ til Fotosymposiet, der med 80 deltagere er fuldt besat. Og at symposiet er efterspurgt, vidner ventelisten om. Den er nemlig lukket for yderligere tilmeldte! 

Opdateret