Velkommen til Torvedag på Aalborg Universitetshospital onsdag d. 6. maj

Onsdag den 6. maj 2015 inviteres alle interesserede til få indsigt i det fællesskab og den støtte, som patientforeningerne tilbyder mennesker, der er ramt af sygdom eller krise. Man vil også kunne opleve ”musik som medicin” i en af de nye specialindrettede ambulancer. Der vil samtidig være lejlighed til at få målt fedtprocent, blodsukker, blodtryk, kondition og kulilte. Torvedagen finder sted kl. 11.00 -15.30 i forhallen, Aalborg Universitetshospital, Syd.
Fokus på etik og brugerinddragelse
Tema for årets Torvedag er brugerinddragelse og etik. Et meget nærliggende emne, da det at holde en torvedag faktisk er etik på højeste niveau.

- For etik er at få øje på det andet menneske, som det gerne vil ses. Og Torvedagen giver os mulighed for at få øje på hinanden: patienter, tidligere patienter, pårørende, almindelige mennesker og os, der er ansat på hospitalet. Det er vigtigt, at vi ser hinanden, for det giver forståelse, hvilket er med til at føre til større involvering og medinddragelse af patienterne. Det er vigtigt, at det sker kontinuerligt, for både borgere og sundhedsvæsen er hele tiden i bevægelse, så det er rigtigt fint, at der finder en torvedag sted hvert andet år, siger Dorte Holdgaard, der er formand for Klinisk Etisk Komité på Aalborg Universitetshospital.

I patientforeningerne er Torvedagen et arrangement, man ser frem til med stor glæde.

- Det er en kærkommen lejlighed for patientforeningerne til at præsentere sig overfor personale, pårørende og patienter. Patientforeningerne har næsten alle et formål om at være et sted for udveksling af erfaringer om det at leve med en sygdom, og er altså et supplement til behandlervæsnet. Erfaringsudveksling og forståelse af egen situation gør patienterne mere afslappede og dermed bedre modtagelige for (læge)faglig behandling. Et godt samspil mellem de tre parter kan således give en god symbiose i et sygdomsforløb, siger Thorkild Bach, formand for Osteoporoseforeningen og repræsentant for patientforeningerne på hospitalet.

Oplev musik som medicin i en ambulance
Blandt de mange tilbud er muligheden for at opleve ”Musik som medicin” i en ambulance, der vil holde foran hovedindgangen, Aalborg UH, Syd.

Der er lavet en aftale mellem Region Nordjylland og Falck om, at de nye ambulancer skal være udstyret, så det er muligt at afspille musik for at give den bedste mulige patientoplevelse. Der er netop indsat 17 nye ambulancer i Region Nordjylland indrettet med det nye udstyr. De er indrettede, så patienten får den bedst mulige oplevelse til gavn for helbredet under transporten. Det drejer sig om lydisolering i siden af bilerne og affjedring i bunden, alt udstyr er fastspændt, så det ikke rasler foruden højttaler til selve musikken.

- Ved at afspille musik for en gruppe patienter, viste det sig, at de allerfleste kunne lide det. Måske ikke så overraskende, men de slappede også mere af, og det er meget vigtigt, ikke mindst for mennesker med hjerteproblemer, hjerneblødning og fødende kvinder, patientgrupper, som ofte har brug for ambulancetransport, fortæller overlæge Per Thorgaard.

Han er specialist i behandling under ambulancetransport og en af ophavsmændene til en stor undersøgelse af patienters oplevelse af lyd under ambulancetransport. Et emne, han som en af oplægsholderne på Torvedagen også vil fortælle om, under overskriften ”musik som medicin”.

Mange tilbud til patienterne
På Torvedagen vil de besøgende også få mulighed for at få målt BMI, fedtprocent, kondition, kulilte, blodsukker og blodtryk m. m. Aalborg Universitetshospital er repræsenteret ved Sund Info, kliniske diætister, fysioterapeuter og sygeplejersker, som tilbyder sundhedsfaglig information om blandt andet kost, rygning, alkohol og motion.

Derudover er en lang række patientforeninger repræsenteret.
Se navnene i det vedhæftede program. Ved patientforeningernes stande kan man få en erfaringsbaseret snak med mennesker, som ved, hvordan det er at leve med en sygdom.

Program for årets Torvedag
Kl. 11.00: Velkommen v/Lise Søndergaard, leder af Sund Info

Kl. 11.05: Etik set i patient/brugerperspektiv v/Dorte Holdgaard, formand for den lokale Klinisk Etiske Komité.

Kl. 12.30: Sundhed i bevægelse (gymnastik og samvær for kræft- og hjertepatienter – alle kan være med her)

Kl. 13.00: Musik som medicin v/overlæge Per Thorgaard

Kl. 14.30: Underholdning: Træk vejret – syng dig sund v/Anne-Mette Strandgaard (alle er velkomne til at synge med)

Kl. 15.30: Afslutningstale ved Torvedagsudvalget

Yderligere informationer

Torvedagen på Aalborg Universitetshospital finder sted hvert andet år.

Torvedagen er et samarbejde mellem hospitalet og Patientrådgivningen på hospitalet.

Aalborg Universitetshospital har gennem mange år haft et godt og tæt samarbejde med en række patientforeninger, som blandt andet har egne lokaler i Forhallen, Aalborg Universitetshospital Syd.

Opdateret