Mindeord - Peter Laurberg

Det er med stor sorg, at vi har modtaget besked om, at professor, overlæge dr. med. Peter Laurberg, endokrinologisk speciale er omkommet i en trafikulykke i Tbilisi, Georgien. Peter Laurberg blev 71 år.

Peter Laurberg var en fremragende kliniker og forsker, der repræsenterede det ypperste, som Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet står for. Peter formåede på enestående vis at opbygge et forskningsmiljø på allerhøjeste internationale niveau inden for især thyroideasygdomme.

Peter Laurberg var en drivende kraft bag det nationale jodberigelsesprojekt DanThyr, der undersøgte danskernes jodindtag og forekomsten af stofskiftesygdomme i befolkningen. Hans arbejde var blandt andet medvirkende til, at de danske fødevaremyndigheder i 2000 besluttede at indføre obligatorisk jodberigelse af salt.

I de senere år har Peter Laurbergs forskning været koncentreret omkring jodindtag, stofskifte og thyroidea sygdom hos gravide, og forskningsresultaterne har ført til ændringer i internationale guidelines.

Peter Laurberg har haft mange betydelige hverv, herunder som formand for European Thyroid Association. Han blev i 2009 udnævnt til æresprofessor ved China Medical University, Shenyang, Kina og hans store betydning for Dansk Thyroidea Selskab blev for blot fire uger siden markeret med udnævnelse til æresmedlem af selskabet.

Peter Laurberg vil blive savnet. Vore tanker går til hans hustru Grete, børn og børnebørn.

Æret være hans minde.

Opdateret