Aalborg-forskere finder vanskelig kræftmarkør i blodprøve

Forskere fra Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet har fundet en metode til ved hjælp af en enkelt blodprøve at diagnosticere kræft i bugspytkirtlen langt tidligere end i dag. Opdagelsen giver håb om forbedret overlevelse af den aggressive kræftform.
Forskere fra Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet har fundet en metode til ved hjælp af en enkelt blodprøve at diagnosticere kræft i bugspytkirtlen langt tidligere end i dag. Opdagelsen giver håb om forbedret overlevelse af den aggressive kræftform.

Kræft i bugspytkirtlen er en af de kræftformer, hvor patienter har den ringeste prognose. Set over fem år er overlevelsen på kun 5-7 procent.

En af årsagerne er, at kræftformen ofte først opdages på et sent stadie, hvor den har bredt sig til andre organer, eller kræftknuden har vokset sig så stor, at det ikke er muligt at operere.

Indtil nu har det krævet omfattende undersøgelser og vævsprøver at diagnosticere kræftformen nøjagtigt, men en ny metode giver nu håb om, at det kan ske lettere og hurtigere.

DNA-fragmenter i blodet

Hvis man har en kræftknude i kroppen, kan det ofte aflæses i blodet, fordi kræften skyder små DNA-fragmenter ud i blodbanen. Dem er forskerne nu i stand til at analysere.

- Tidligere studier har sammenlignet blodprøver fra kræftpatienter med prøver fra helt raske. Her var der en tydelig forskel, men i vores arbejde har vi kunnet forfine metoden, så vi kan skelne mellem kræft og andre sygdomme i bugspytkirtlen med en nøjagtighed på 86 procent,” fortæller Stine Dam Henriksen, der er ph.d.  og læge ved Klinik for Kirurgi og Kræftbehandling ved Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet.

Sammen med en forskergruppe bestående af professor, overlæge Ole Thorlacius-Ussing, overlæge Henrik Krarup og kemiker Poul-Henning Madsen har hun gennemført et studie, hvor man har sammenlignet blodprøver fra kræftpatienter med prøver fra patienter med bl.a. kronisk betændelse i bugspytkirtlen - en godartet sygdom, som medfører en øget risiko for at udvikle kræft i bugspytkirtlen. Fordi symptomerne minder meget om hinanden, kan det være svært at skelne de to sygdomme fra hinanden.

Håb om hurtigere behandling

Ved at analysere en blodprøve kan forskerne ved hjælp af DNA-markørerne nu både se, om man har kræft i bugspytkirtlen og hvor fremskreden kræftsygdommen er.

- Det er meget vigtigt at kunne identificere kræft i bugspytkirtlen så tidligt som muligt, så vi kan komme til at fjerne en svulst inden den vokser sig for stor eller spreder sig til andre organer, forklarer Stine Dam Henriksen i pressemeddelelsen.

- Hvis kræften diagnosticeres så tidligt, at det er muligt at fjerne hele svulsten ved operation, stiger sandsynligheden for at patienterne er i live efter fem år  til mellem 25 og 30 procent. Det er stadigvæk ikke imponerende, men det er dog væsentligt bedre end hvis man ikke kan tilbydes operation, hvor mindre end 5 % er i live efter fem år, siger hun.

Ikke til generel kræftscreening

Herhjemme får ca. 950 personer hvert år diagnosen kræft i bugspytkirtlen. Personerne i risikogruppen er primært patienter, der har kronisk betændelse eller andre forandringer i bugspytkirtlen, som allerede er under udredning for kræft i mavetarmsystemet og personer, som er arveligt disponerede for kræft i bugspytkirtlen. 

Det er især denne gruppe, der vil have fordel af den nye forskning.

- Det vil ikke give mening at gå ud og tilbyde alle danskere en screening for kræft i bugspytkirtlen. Vi ville komme til at sætte alt for mange mennesker i gang med et forløb, der for langt de flestes vedkommende vil være helt overflødigt, siger Stine Dam Henriksen.

- Til gengæld er håbet at den nye metode vil gøre det meget mindre kompliceret at identificere cancer hos denne gruppe patienter – og selvfølgelig hos andre, der i forvejen er ved at blive udredt for kræft.

Forskerne har indtil videre analyseret blodprøver fra 251 patienter ved Aalborg Universitetshospital og skal nu analysere et lignende antal prøver fra patienter ved Herlev Sygehus for at validere at metoden. 

Opdateret