Kranietraume (følger efter slag mod hovedet)

Patienter, der slår hovedet alvorligt ved trafikulykker, fald eller lignende vil i de fleste tilfælde have brug for indlæggelse på Neurokirurgisk Afdeling til behandling, pleje og observation.
I den akutte fase vil den kirurgiske behandling primært bestå i at fjerne blodansamling i hjernens hinder eller i hjernen. Der vil muligvis være behov for at indoperere en trykmåler. Den efterfølgende pleje og behandling vil bestå i at forhindre, at der opstår komplikationer og blivende skader - eller at begrænse blivende skader mest muligt.
 
I nogle tilfælde vil der være flere forskellige skader (multitraume). Behandlingen af disse læsioner foregår i samarbejde med speciallæger fra andre afdelinger. Ofte vil der blive behov for længerevarende genoptræning. Denne genoptræning kan finde sted enten på Hammel Neurocenter eller på én af Region Nordjyllands genoptræningsenheder.