Nyeste 3-D teknologi sikrer bedre behandling af ortopædkirurgiske patienter

Ny og særlig scanner i Ortopædkirurgisk Ambulatorium i Aalborg giver større patientsikkerhed, kortere undersøgelsestid og mere præcise billeder af rygsøjle, kranie og knogler. Det vil komme flere end 1000 patienter til gavn om året.
Børn med ryglidelser vil få gavn af scanner
Hospitalet har for nylig taget en ny scanner i brug. Det er en såkaldt EOS-scanner, som primært er til brug for patienter med lidelser i ryggen. Ikke mindst børn med deform rygsøjle (scoliose) vil få gavn af scanneren.

- Vi vil gerne kunne tilbyde den bedste behandling til vore patienter, og at vi nu har anskaffet en EOS-scanner vil få stor positiv betydning. Dels for selve behandlingen af deres rygproblemer, som vi nu kan afhjælpe med en mere præcis behandling. Men scanneren er også unik, fordi den har lavere stråling, hvilket mindsker risikoen for kræft, fortæller specialeansvarlig overlæge Søren P. Eiskjær, der er rygspecialist på Ortopædkirurgisk Afdeling, Aalborg.

EOS-scanneren har blandt andet følgende fordele:

- Nedsat dosis røntgenstråling
- 3D billeder – scanneren tager to billeder samtidigt, hvilket giver mere præcise og brugbare fotos
- Knivskarp billedkvalitet
- Kan scanne hele kroppen på en gang
- Hurtig scanning – det tager omkring 20 sekunder – giver mulighed for at få flere patienter gennem scanneren

- Med EOS-scanneren vil vi meget mere præcist kunne se, hvordan rygsøjlen ser ud hos den enkelte. Det giver os mulighed for at tilrettelægge en bedre behandling, siger Søren P. Eiskjær.

Patienten står op under scanning
Scanningen vil foregå, mens patienten står eller sidder, i modsætning til de gængse scanninger, hvor man ligger ned.

- Når man scanner ryggen er det vigtigt, at patienten står op. For så kan man bedre se skævheden eller deformiteten, og hvordan det påvirker resten af kroppen. Dermed kan vi skræddersy den helt rigtige behandling, siger Søren P. Eiskjær.

Han forventer at kunne tilbyde godt 1000 rygpatienter – både børn og voksne – at blive scannet i den nye scanner. Ligesom et antal andre ortopædiske patienter også vil få tilbudt undersøgelse i scanneren.

Aalborg Universitetshospital er det blot andet hospital i landet, der kan tilbyde en EOS-scanning. Den anden scanner er placeret på Odense Universitetshospital.


Opdateret