Nerd-alert på Aalborg Universitetshospital

 

Der er overhængende fare for, at børn og deres forældre kan blive smittet med forsknings-bacillen, hvis de lægger vejen forbi Aalborg Universitetshospital lørdag den 21. april. Her afholder hospitalet nemlig Forskningens Døgn.

Hvad gemmer sig i din mave? Hvorfor gør det ondt, når man slår sig? Og hvor godt har du egentlig styr på din balance?

Alt dette og meget mere kan videbegærlige børn og nysgerrige voksne få svar på, når Aalborg Universitetshospital igen i år slår dørene op for Forskningens Døgn – den nationale videnskabsfestival. Gennem sjove og lærerige aktiviteter kan de besøgende få et indblik i menneskekroppen og den forskning, som foregår på et hospital.

- Vi vil rigtig gerne vise børn og deres forældre, at forskning både er sjovt og vigtigt, for at vi kan forstå, hvordan kroppen fungerer og blive bedre til at afhjælpe eventuelle sygdomme. Børn er jo super-nysgerrige og har en enorm interesse for videnskab, når det formidles på den rigtige måde, fortæller forskningschef Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Begejstring der smitter

Arrangementet er bygget op omkring aktiviteter, hvor børnene selv kan være med i forskellige eksperimenter og derigennem føle forskningen på egen krop. Der er for eksempel stande, hvor man kan teste sine sanser og lære, hvordan hjernen taler sammen med resten af kroppen. Man kan også prøve en kirurgi-simulator eller blive ultralydsskannet, og se hvilke organer, som gemmer sig inden i kroppen.

På programmet er også en ”live-operation”, hvor én af hospitalets hjertekirurger viser, hvordan han med hjælp af moderne teknologi kan foretage operationer helt inde i hjertet.

- Sundhedsvidenskabelig forskning spænder vidt fra det helt patientnære til det meget futuristiske, som måske først vil ændre vores hverdag om mange år. Men fælles for det hele er den begejstring og fascination, som forskerne deler, fortæller Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Og forskningschefen håber, at lige præcis begejstringen og fascinationen vil være noget, som de børn, der lægger vejen forbi arrangementet, tager med sig hjem:

- Normalt er vi hospitaler ikke meget for det der med at smitte, men skulle børnene blive ansporet til engang at gøre karriere inden for sundhedsvidenskabelig forskning, så er de altid velkomne på Aalborg Universitetshospital, siger Søren Pihlkjær Hjortshøj.

Under besøget kan familiens mindste også benytte lejligheden til at medbringe deres bamse. Er plysparakitten blevet næbbet eller tøjtigeren halt, er kyndige læger fra Bamsehospitalet nemlig klar til at give et servicetjek og eventuelt afhjælpe bamserne med deres dårligdomme.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Det afholdes lørdag den 21. april i Medicinerhuset, Mølleparkvej 4 i Aalborg, hvor der er åbent hus i tidsrummet 10-14. Læs eventuelt mere på aalborguh.rn.dk/døgn

Opdateret