Uddannelser à la carte

Det kommer om få år næppe til at skorte på unge med en sundhedsfaglig uddannelse i bagagen. I hvert fald ikke, hvis man skal dømme efter fremmødet på uddannelsesmessen ”Den Hvide Verden”, som i går løb af stablen.

Hvad kunne du tænke dig at være? Bioanalytiker, sygeplejerske, portør, læge, lægesekretær, fysioterapeut, perfusionist eller neuropsykolog – eller måske én af de andre 25 uddannelsesretninger inden for "Den Hvide Verden", som i går blev fremvist på den årlige uddannelsesmesse af samme navn.

Sandsynligvis blev nogle af de omkring 1.000 fremmødte unge lidt mere afklarede på deres uddannelsesfremtid under deres besøg i Medicinerhuset. "Den Hvide Verden" henvender sig til unge, der står foran at skulle færdiggøre deres ungdomsuddannelse, og som overvejer en uddannelse inden for sundhedsområdet. På messen kunne de møde repræsentanter fra de forskellige faggrupper, som med stort engagement fortalte, hvad en uddannelse inden for lige netop deres område kan byde på.

En af de unge, som drømmer om en fremtid i kittel var 19-årige Mads Hoelgaard. Til sommer afslutter han sin 4-årige gymnasieuddannelse fra Team Danmarks Eliteidrætsordning.

- Min mål er at blive læge, men jeg ved selvfølgelig ikke endnu, om snittet helt rækker, så jeg er også åben for andre uddannelser. Så udover at høre mere om lægestudiet, kommer jeg også for at høre om nogle af de andre muligheder inden for hospitalsverdenen. Umiddelbart tiltaler jobbet som læge mig, da det er en god blanding af at gøre en forskel for mennesker men med en naturvidenskabelig tilgang.

Mads Hoelgaard planlægger at læse til læge. (Foto: Lene Pedersen, Kommunikation)

To gange i løbet af messen der var arrangeret "reality hospital", og det var et stort tilløbsstykke. Her kunne deltagerne opleve, hvordan de forskellige uddannelser kommer i spil, når der skal løses opgaver i "den virkelige verden". Rammen var en situation, hvor en ung mand blev bragt akut ind på hospitalet efter en alvorlig trafikulykke, og på meget indlevende vis kunne man opleve, hvordan de forskellige faggrupper tog hånd om patienten og fik klaret ærterne.

- Det var virkelig skønt at se så mange glade og nysgerrige unge, som overvejer en uddannelse inden for vores verden. I år har vi haft endnu flere faggrupper med end tidligere, og hospitalet skylder en kæmpe tak til alle dem, som på den måde var med til at vise hele vores arbejdsplads frem fra den mest positive side, siger uddannelseskonsulent Hanne Lisby, der sammen med eventkoordinator Louise Aamann, har stået for planlægningen af arrangementet.



Fotos: Line Bloch Klostergaard og Lene Pedersen, Kommunikation

Opdateret