Dialog med patienter er en succes

I godt et år har patienter haft mulighed for at få en lokal dialog med sundhedspersonalet som supplement til den skriftlige klagesagsbehandling ved Patientombuddet. Både patienter og sundhedspersonale har taget godt imod den nye mulighed, og næsten 50 % af klagerne afsluttes nu med dialog.

Patienternes oplevelser skaber ny viden og læring

I Region Nordjylland var der sidste år 57 personer, der ønskede at benytte sig af dialog med de behandlingsansvarlige sundhedspersoner eller med ledelsen på eksempelvis sygehuset. 

Af de 57 valgte 30 personer at afslutte klagen efter dialog. Mange af patienterne forklarer, at de ønsker at afslutte klagen, fordi de gennem dialogen oplever, at de er blevet lyttet til, at de er blevet taget alvorligt og, at personalet har kunnet bruge deres oplevelser til læring. 

- Vi kan blandt andet høre, at det har stor betydning for patienterne, når sundhedspersonalet giver udtryk for, at man på baggrund af deres oplevelser ændrer eller måske forbedrer forhold på sygehuset med det formål, at det der klages over, ikke gentager sig, siger konsulent Annemari Kastrup fra Region Nordjyllands Rådgivnings- og Dialogteam. 

Dialogerne foregår på det sygehus, som har stået for behandlingen af patienten, på det privathospital eller hos den praktiserende læge, som har været ansvarlig for behandlingen. 

Patienten møder inden 4 uger den ansvarlige behandler eller ledelsen fra den pågældende afdeling, hvor behandlingen er foregået. 

Den lokale dialog er en del af Patientombuddet, som blev indført 1. januar 2011. Patientombuddet fungerer som én samlet indgang for klager fra patienter, der kan møde op til lokal dialog med sundhedspersonale, hvis de vil klage over bestemte personer eller over et behandlingsforløb. 

Yderligere informationer

Der kan klages over undersøgelse, behandling eller pleje i sundhedsvæsnet til Patientombuddet. 

Patienter der har spørgsmål om deres rettigheder og klagemuligheder, kan henvende sig til Patientkontoret i Region Nordjylland på 96 35 10 10 på alle hverdage kl. 9-12 og tale med en patientvejleder. 

Se mere på www.patientrettigheder.rn.dk

Opdateret