Prioritering af dyr medicin - hvordan gør vi detNyhedsartikel

Region Nordjylland og Region Midtjylland inviterer 7. oktober til konference på Comwell Rebild Bakker om prioritering af lægemidler.
Sygehusbudgetterne har i de seneste år været presset af stigende medicinpriser. Det har tvunget flere regioner ud i store besparelser og har givet anledning til mange diskussioner om, hvorvidt prioritering er nødvendig for at stoppe medicinprisernes himmelflugt.

Derfor har Region Nordjylland og Region Midtjylland taget initiativ til at holde konferencen ”Lægemiddeløkonomi og prioritering”, som foregår 7. oktober på Comwell Rebild Bakker i Skørping.

Det er lykkedes at samle en række kompetente fagfolk inden for emnet lægemiddeløkonomi og prioritering. Der vil bl.a. være indlæg fra: Repræsentanter fra RADS og KRIS (nationale organer for lægemiddelprioritering), sygehusledelse, hospitalsafdelinger, en etiker, en sundhedsøkonom samt folketingspolitikere og regionsrådspolitikere.

- Ny og dyr sygehusmedicin stiller os over for en stor udfordring. Vi må tage hånd om det på flere fronter. Årligt bruger vi på nationalt plan omkring 17 mia. på medicin. Hvis vi hele tiden vil have flere penge til medicin, må vi være sikre på, at vi udnytter pengene så godt som muligt, siger Birgitte Klindt Poulsen, der er en af arrangørerne bag konferencen. Til daglig er hun overlæge på de kliniske farmakologiske afdelinger på Aalborg Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital.

Det er 5. gang, at de klinisk farmakologiske afdelinger på Aalborg Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital holder en konference om lægemiddeløkonomi. De tidligere år har emnet f.eks. været kvalitet og prognosticering.

Program for konferencen er vedhæftet.

Pressen er velkommen til at deltage i konferencen.


Opdateret