Forskningsprojekt skal afprøve supplement til trombolyse

Et projekt forankret på Neurologisk Afdeling, Aalborg UH, der skal afprøve teofyllin som supplement til trombolyse ved blodprop i hjernen, har modtaget 2 mio. kr. fra Danske Regioners fælles medicinpulje.

Apopleksi rammer hvert år 12.000 mennesker i Danmark. Dødeligheden er 15% i den første måned, og omkring halvdelen udvikler et varigt handicap. Hos langt de fleste er årsagen en blodprop i hjernen. Den eneste effektive akutte behandling er medicinsk opløsning af blodproppen – også kaldet trombolyse – som tager tid, i nogle tilfælde op til flere timer. Og for patienter med stor blodprop i hjernen er tiden kritisk. For hvert minut fortsat iltmangel dør nemlig to millioner hjerneceller.

– Med vores projekt ønsker vi at undersøge, om teofyllin som supplement til trombolyse hos patienter med blodprop i hjernen kan redde hjernevæv og dermed mindsker risikoen for handicap og død, fortæller ansvarlig for projektet, overlæge Boris Modrau, fra Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Teofyllin er et præparat godkendt til astmabehandling, og det har i tidligere studier vist potentiale til at forbedre blodforsyningen i det område af hjernen, som lider af iltmangel. Effekten af teofyllin indtræder prompte og vil potentielt kunne opretholde iltforsyningen af det truede hjernevæv, indtil blodproppen opløses af trombolyse.

– Hvis studiet påviser den ønskede effekt, vil vores næste skridt være at undersøge, om behandling med teofyllin kan udvide behandlingstidsvinduet, så flere patienter kan behandles. Det ideelle ville være, at man kan starte behandling allerede i den akutte præhospitale fase, udtaler Boris Modrau.

Om medicinpuljen

Danske Regioners Medicinpulje støtter uafhængige kliniske forsøg, der har til hensigt at sikre en mere præcis anvendelse af medicin til gavn for patienter og samfundsøkonomi.

Baggrunden for puljen er en stor efterspørgsel efter finansieringsmuligheder til uafhængige medicinforsøg.
Puljen fungerer således som et nødvendigt supplement til de mange milliarder kroner, lægemiddelindustrien hvert år bruger på forsøg med lægemidler. Der er nemlig en lang række forsøg, som virksomhederne ikke har nogen økonomisk interesse i at gennemføre, da forsøgene for eksempel kan begrænse brugen af lægemidler.

Ved den netop afsluttede uddelingsrunde har 10 projekter fået tildelt støtte på i alt 20 mio. kr. Projekterne er blevet udvalgt blandt 107 projektansøgninger om i alt 275 mio. kr.

Læs mere om puljen på http://www.regioner.dk/sundhed/medicin/medicinpuljen

Opdateret