Solferie i Grønland i stedet for Grækenland?

Grønlændere behøver ikke bekymre sig om D-vitaminmangel, viser en undersøgelse fra Center for Grønlandsforskning. Undersøgelsen er fremhævet af det britiske nationale ernæringsselskab som særlig vigtig.

Selvom vejret i Nordgrønland oftere giver anledning til at trække i en sweater frem for shorts, og gennemsnitstemperaturen om sommeren ikke når op på 10 grader, får grønlændere dér stadig den mængde D-vitamin fra solen, som de har brug for. Hidtil har forskerne ellers ment, at det var usandsynligt. 

– Når solens stråler rammer jorden ved ækvator, går de lige igennem atmosfæren, men ved Nordpolen går strålerne skråt igennem, og det filtrerer meget mere af lyset fra. En stor del af vores D-vitamin i kroppen dannes ved hjælp af solens stråler, og er der ikke ret meget sol, producerer vi ikke ret meget D-vitamin. Alligevel viser vores undersøgelse, at selvom man bor 500 km nord for polarcirklen, har man en markant D-vitaminproduktion fra solen, siger forskningsansvarlig overlæge og leder af Center for Grønlandsforskning Stig Andersen. 

Særlige forhold for Grønland

Over et helt år har forskerne målt D-vitamin niveauet hos 97 personer bosat i området ved Diskobugten, og resultaterne viste, at deres D-vitamin niveau steg markant om foråret og sommeren. Det gjaldt også, når forskerne korrigerede for alder, køn, vitaminindtag og indtag af traditionel grønlandsk kost bestående af fisk, sæl og hval, som er rig på D-vitamin. 

D-vitamin beskytter mod f.eks. knogleskørhed, og er forbundet med en række sygdomme som hjertekarsygdom og kræft, og deltagerne havde alle et D-vitamin niveau, hvor risikoen for sygdomme er lille. 

Undersøgelsen er netop publiceret i British Journal of Nutrition, og er valgt som ”Paper of the Month” af det britiske ernæringsselskab The Nutrition Society. 

– Det er sollyset, der giver den store sæsonforskel. Fra begyndelsen af december og til ind i januar ses solen jo slet ikke, og der er med garanti heller ingen D-vitamin produktion. Grønlænderne skal i stedet opbygge et D-vitamin depot hen over forårs- og sommermånederne, og det ser det faktisk ud til, at de kan, siger Stig Andersen, som stadig anbefaler, at man tager D-vitamin tilskud i vintermånederne. 

At grønlænderne producerer D-vitamin på trods af polarklimaet hænger ifølge Stig Andersen sammen med nogle helt særlige forhold for Grønland. Foråret i Diskobugten er karakteriseret ved højtryk med en perlerække af dage med sol, hvortil kommer, at lysintensiteten er meget høj på grund af refleksioner fra sne og is, for der er ingen træer og buske til at skygge. 

Landmandsbrune fangere

- Hertil kommer, at fangerne er det vi i Danmark kalder landmandsbrune. De opholder sig i op til 16 timer udendørs om foråret og sommeren. Vi ved desuden fra tidligere forskning, at der blandt de grønlændere, der færdes meget udendørs, er mange, som får grå stær, og grå stær bliver netop udløst af de solstråler, der også giver D-vitamin produktion, siger Stig Andersen. 

Undersøgelsen tyder også på, at der er genetisk forskel på, hvordan man optager D-vitamin i kroppen. Derfor er forskerne i samarbejde med Hanne Lynge Rex ved Lægeklinikken og Medicinsk Afdeling og Laboratoriet på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk i gang med at undersøge, om der er forskel på, hvordan henholdsvis danskere og grønlændere optager og omsætter D-vitamin. 

Man kan blogge om undersøgelsen på: www.nutritionsociety.org.

Opdateret