Vil du være læge i Kardiologisk Afdeling?

Kardiologisk Afdeling S, Aalborg Universitetshospital, er en højtspecialiseret afdeling i kardiologi. Afdelingen forestår undersøgelse, behandling og rehabilitering af alle former for hjertesygdom. Afdelingen har lokal sygehusfunktion for Aalborg og nærmeste omegn samt højtspecialiseret funktion for Region Nordjylland.

Afdelingen forestår undervisning af en række uddannel­sessøgende, herunder medicinske studenter fra Aarhus og Aalborg Universitet, sundhedsteknologistuderende fra Aalborg Universitet, sygeplejestuderende fra CVU og herudover elever inden for Social- og Sundhedsassistent­uddannelsen samt Falck- og ambulanceredder­uddannelsen.

Der er gode muligheder for forskning. 

Klinisk funktion

  • Afdelingen udfører koronar undersøgelser og behandling: PCI, IVUS, rotablator-behandling, FFR måling, OCT og CTO.
  • Pacemaker-behandling, herunder implantation af biventrikulære pacemakere, ICD og biventrikulære-ICD.
  • VT-elektrofysiologi og radiofrekvensablation, herunder behandling af atrieflimren.
  • Endvidere TAVI og avanceret billeddannelse med MR af cor og CT-KAG.
  • Avanceret ekkokardiografi inklusiv transøsofageal ekkokardiografi, vævsdoppler, strain, 3D, børnekkokardiografi samt forsterekkokardiografi.

Vi har fokus på din uddannelse

Kardiologisk afdeling er en afdeling med mange og forskelligartede funktioner, et stort indtag af akutte patienter og akutte/ subakutte/ elektive (invasive) behandlinger på højt niveau.

Det giver mange muligheder for en alsidig uddannelse inden for specialet og for fremtidige karrieremuligheder.

Uddannelse er en integreret del af hverdagen. Vi får kun morgendagens dygtigste medarbejdere, hvis vi hele tiden har fokus på at forbedre og dele ud af vores viden og erfaring. Der er døgnet rundt adgang til at konferere med bagvagt og/eller relevante speciallæger indenfor sub-specialerne, iskæmi, elektrofysiologi og ekkokardiografi/hjertesvigt. Og en kultur, hvor man i høj grad løbende konfererer/drøfter patienter og behandlinger.

Vi deltager i prægraduat uddannelse af lægestuderende fra både Aarhus og Aalborg Universiteter. Alle læger i afdelingen underviser løbende de studerende ifm. undersøgelser og patientbehandling. De yngre læger forestår bedside undervisning af grupper af studerende og speciallægerne undervisningslektioner.

Vi tilbyder introduktionsstilling i intern medicin. Seks 1-årige forløb med start forskudt hen over året. Udover den generelle medicinske uddannelse, tilbyder vi uddannelse i ekkokardiografi med supervision.

Der er 8 hoveduddannelsesforløb i intern medicin: kardiologi i kombination med Hjørring, Viborg og Randers med to-tre sammenhængende år på kardiologisk afdeling i den sidste del af ansættelsen.

Under hoveduddannelses i intern medicin: nefrologi indgår seks måneders ansættelse på kardiologisk afdeling.


Vær med til at udvikle morgendagens behandling

Kardiologisk afdeling har et stærkt og veletableret forskningsmiljø, som årligt resulterer i en omfattende videnskabelig produktion. Der er tilknyttet i alt 4 professorer og 6 lektorer til både den kliniske samt videnskabelige og undervisningsmæssige funktion. Afdelingen publicerer i alle betydende international peer review tidsskrifter og har yngre forskere tilknyttet med en spændvidde fra bachelor studerende og forskningsårs studerende til PhD studerende. Afdelingen deltager desuden aktivt i PhD vejledning på andre danske Universiteter. Udover et bredt nationalt forskningsnetværk er der også en stærk forsknings- og udviklingsakse med Aalborg Universitet og ikke mindst stærke internationale forskningskontakter, hvor flere yngre forskere har nydt godt af forskningsophold og international profilering.

Afdelingens hovedområder inden for forskning spænder bredt. Der er muligheder spændende fra klinisk/kardiologisk forskning over signal processering til epidemiologisk forskning

Vi tager godt imod nye medarbejdere

Inden start i afdelingen modtager du vores introduktionsprogram.

Den første dag i afdelingen er der rundvisning i vore forskellige afsnit og funktioner. Hvis du er ny på hospitalet vil du også blive indbudt til central introduktion og undervisning i IT systemer. De første uger vil du blive grundigt introduceret i de forskellige funktioner og deltage i flere følgevagter, både i dag- og aften-natte-vagt, inden selvstændig funktion i afdelingen

Som uddannelsessøgende læge får du tildelt en hovedvejleder, som er minimum et uddannelsestrin længere end dig. Inden for de første 14 dage aftaler og afholder I introduktionssamtale. Du vil høre om afdelingens funktioner, og I aftaler, hvordan du får det bedste udbytte af din ansættelse i afdelingen.

Du har mulighed for samtale med uddannelsesansvarlig overlæge og forskningsansvarlig overlæge mhp. fremtidig karrierevejledning og forskningsmuligheder.