Fortæl de gode historier

Blandt de hundredevis af videnskabelige artikler, som hvert år udgår fra Aalborg Universitetshospital, er der masser af gode historier, som blot venter på at blive fortalt.

Fortæl de gode historier

For forskere er det at publicere sine resultater i videnskabelige tidsskrifter det naturligste i hele verden. For hvis ikke man formidler sine fund, hvordan skulle andre så få glæde af dem? 

Men videnskabelige tidsskrifter - hvor fine de end måtte være - har også et forholdsvis smalt publikum. Derfor er det vigtigt, at de spændende resultater og lovende projekter også formidles til borgere, patienter, politikere og interesseorganisationer. Folk, som af forskellige årsager har interesse i at kende til de nyeste sundhedsvidenskabelige tendenser - og i at få indsigt i den faglige udvikling, som forskningen på et universitetshospital bidrager til.

Stil skarpt på dit budskab

Ofte skal vinklen være en lidt anden end den, du fokuserede på i din forskningsartikel. Tænk på, hvilken betydning din forskning kan have for din modtager, og hvad dit budskab er.

Dernæst kan du beslutte, hvilken kanal du gerne vil udbrede kendskabet til din forskning igennem. Forestiller du dig et dagblad eller et indslag i tv-nyhederne? I så fald kan det være relevant med en pressemeddelelse eller en kontakt til en journalist. Med udbredelsen af sociale medier er hospitalets sider på Facebook og LinkedIn også velegnede kanaler til forskningsformidling. 

En klassisk teknik i dagspressen er at formidle nyheder ud fra "nyhedskriterier". Selvom, du ikke nødvendigvis tænker avis eller TV som primær kanal for dit budskab, kan kriterierne hjælpe dig til at vinke dit budskab i forhold til din målgruppe. Du bør derfor overveje:

  • Hvori består det nye? Har din historie et nyt, anderledes eller overraskende budskab?

  • Er det aktuelt? Passer din historie ind i det aktuelle nyhedsbillede? Handler din forskning om et emne, der er "oppe i tiden", kan din historie måske bidrage med nye informationer.
  • Hvorfor skal andre vide det? I hvor høj grad har budskabet i din historie relevans for modtageren?

  • Berører det modtageren? Kan modtageren identificere sig med indholdet i din historie? Har din forskning allerede gjort en forskel for patienterne?

Eksempler på gode historier

Hvis der er noget, vi er stolte af, er det som regel også værd at fortælle om! Et nyt forskningsresultat, et lovende nyt projekt eller en fornem hæderspris vil derfor som regel egne sig til formidling. 

Herunder kan du se eksempler på et par historier - og skulle du ligge inde med en tilsvarende god historie, så tøv ikke med at kontakte én af hospitalets kommunikationskonsulenter. Du finder vores kontaktoplysninger her på siden.