Aktiv Patient Støtte

Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje har en forskningsmæssig andel i storskala projektet ’Aktiv Patient Støtte’ (APS), som inddrager 15.000 multisyge patienter på landsplan og som aktuelt omtales i de nationale medier.

Formålet med APS er at støtte sårbare multisyge patienters sundhedstilstand, mestringsevne og livskvalitet gennem coaching. Denne intervention foretages af knapt 100 sygeplejersker landet over. Til APS er der knyttet en forskningsdel, hvor der indgår fire delstudier med fokus på henholdsvis: patientperspektiv, effekt/RCT, organisering og økonomi.

Forskningsenhedens arbejde med APS er rettet mod patientperspektivet,  hvor formålet er at undersøge, hvilke erfaringer patienterne har gjort med støtteprogrammet. Dels med henblik på at udvikle og kvalificere interventionen i projektperioden. Dels at undersøge, hvordan patienterne har oplevet det målrettede sundhedsfaglige tilbud og i hvilken grad, de har oplevet, at det har styrket deres kompetencer frem mod højere grad af tryghed, livskvalitet og mestringsevne.

Der anvendes et etnografisk design, hvor data indsamles gennem deltagerobservation, deltagerberetninger og individuelle kvalitative interviews. Der er foreløbig foretaget 22 deltagerobservationer og 30 individuelle patientinterviews i alle fem regioner. Yderligere 30 individuelle patientinterviews er planlagt (6 i hver region) i den resterende projektperiode. Interviews foretages i patientens eget hjem og patienterne fordeles efter køn, alder, befolkningsgeografi og variation i socioøkonomisk baggrund.

Ansvarlige for projektet er Mette Grønkjær, ph.d., lektor og Susanne Winther ph.d. postdoc

Opdateret